Det begyndte som uforklarlige udfordringer i hverdagen, som de fleste omkring hende i første omgang slog hen som almindelig stress. Lotte Dalholm Sørensen var blot 57 år gammel og midt i arbejdslivet, da tilværelsen pludselig tog en uventet og uigenkaldelig drejning. Efter mange år på en skærmet og rolig arbejdsplads blev hun som følge af en omorganisering placeret i et åbent kontorlandskab præget af konstant larm og støj. Det var her, de første subtile tegn begyndte at vise sig.
Som sekretær i sin beboerforening havde Lotte altid været lynhurtig ved tastaturet og vant til at skrive 350 anslag i minuttet. Men gradvist begyndte referaterne at tage længere og længere tid. Da hun efter et år i den nye stilling blev opsagt, var hun ikke umiddelbart ked af det. Hun modtog i stedet et tilbud om et Excel-kursus, som hun så som en gylden mulighed for at lære noget nyt. Men under kurset blev vanskelighederne uoverstigelige, og Lotte brød til sidst sammen hos sin læge.
Svaret fra lægerne kom som et enormt chok for hele familien. Lotte led ikke af stress, men var i en usædvanlig ung alder blevet rammet af Alzheimers sygdom i mild grad. Diagnosen førte til, at lægerne straks indstillede hende til førtidspension, da sygdommen ubønhørligt ville svække herunder hendes hukommelse, sproglige evner og personlighed over tid.
Da Lotte overbragte den tunge besked til sin datter, Rikke Dalholm Sørensen, ramte panikken øjeblikkeligt. Rikke, som i dag er 33 år, pædagog med en kandidat i pædagogisk psykologi og mor til to, huskede tydeligt den knusende følelse af at tro, at hendes mor ville have glemt alt om hende næste dag. Tanken om at den kvinde, der havde opfostret hende, gradvist ville miste minderne om sine egne børn og fire børnebørn, var næsten ubærlig.
Siden den skæbnesvangre besked for fem år siden har mor og datter valgt at møde den svære livssituation med stor åbenhed. De har blandt andet deltaget i Danmarks Radios tv-serie “Demenskoret”, hvilket bragte dem endnu tættere sammen og skabte dyrebare minder til fremtiden. Samtidig har Lotte engageret sig aktivt som talsperson i Alzheimerforeningen.
For at tackle den svære hverdag har Lotte og Rikke indgået helt klare, gensidige aftaler. Lotte har givet udtryk for, hvor ubehageligt og hårdt det føles som et slag i ansigtet, når folk omkring hende påpeger, at hun genfortæller en historie, de allerede har hørt. Aftalen mellem dem er derfor helt enkel: Rikke korrigerer eller afbryder aldrig sin mor, men lytter i stedet opmærksomt og indgår naturligt i samtalen hver eneste gang.
Lotte oplever også ofte den frustrerende tendens, at folk henvender sig direkte til hendes pårørende i stedet for at tale til hende selv, selvom hun stadig er til stede. Det skaber en dyb frygt for, hvornår hendes svigtende hukommelse bliver for meget for omverdenen. Når hun går ture i sit nærområde og ser plejehjemmet blot et par hundrede meter væk, ved hun godt, hvad fremtiden bringer, selvom hun kæmper for at bevare hverdagen så længe som muligt.
For datteren Rikke opstår der hele tiden nye overvejelser. Hun er forlovet og planlægger bryllup med sin partner på Islands Brygge, og i baghovedet ligger konstant bevidstheden om tiden, der går. Drømmen og ønsket er uforandret: At hendes mor kan være til stede og opleve de store milepæle i livet, så længe det overhovedet er muligt.
